TERAPI

Der kan være mange forskellige årsager til at opsøge psykoterapi. Det kan fx være symptomer som tristhed, søvnproblemer, manglende energi, uro, nervøsitet, depression eller angst.

Symptomerne kan opstå i forbindelse med livsbegivenheder som fx travlhed på arbejdet, problemer i parforholdet – eller kan bunde i sygdom, tab eller andre former for kriser. Det kan også være at man ikke på forhånd har en klar forståelse af hvad symptomerne skyldes, og det bliver en del at samtaleforløbet at blive klogere på hvad symptomerne kommer af.

Psykoterapi er en proces, hvor klienten og terapeuten i fællesskab går på opdagelse i klientens indre liv for at finde ud af hvilke uhensigtsmæssige reaktionsmønstre der ligger til grund for de vanskeligheder, som klienten kommer for at få hjælp til. Der kan være ubevidste måder at relatere til sig selv eller andre på som er usunde, og som vi sammen kan få øje på. Klienten kan så selv kan vælge, om de ønsker at give slip på disse gamle vaner, og finde en sundere måde at relatere sig til sig selv og andre mennesker på.

Jeg tilbyder terapi til voksne og unge. Relationen er afgørende for et godt terapiforløb, og det har jeg et stort fokus på. Du vil møde ikke bare en psykolog, men et menneske i terapien hos mig. Du vil føle dig i trygge hænder; også når jeg udfordrer og måske konfronterer dig lidt for at hjælpe dig med at skabe den forandring, du ønsker.

Jeg arbejder primært på en moderne psykodynamisk basis (ISTDP), hvor arbejdet med følelser, automatiske, ubevidste reaktioner og taklinger er i fokus, men jeg integrerer elementer fra forskellige metoder alt efter hvilken problemstilling, du kommer med.

Jeg arbejder med mange forskellige klientgrupper men i særlig grad med:

  • Klienter med angst og depression
  • Stres- og kriseramte
  • Pårørende til dødsfald og fysisk/psykisk syge
  • Unge
  • Klienter i skilsmisse
  • Klienter med relationelle vanskeligheder
  • Klienter med en sensitivitet relateret til høj begavelse
  • Klienter med nogle af de psykiatriske lidelser/forstyrrelser i mild form, fx psykoser, ADHD/ADD og OCD